Boganmeldelse: Det Konservative Kollaps

BOGANMELDELSE

DET KONSERVATIVE KOLLAPS

–  ET PARTIS STORHED OG FALD

Hvem husker ikke Per Stig Møller, Poul Schlüter, Erik Ninn Hansen, Hans Engel, Lars Barfoed, Lene Espersen, Bent Bendtsen, Henriette Kjær, Benedikte Kiær, Mike Legarth, Michael Ziegler, Palle Simonsen, Henning og hans datter Charlotte Dyremose. 

Det gamle parti De Konservative har produceret masser af personligheder i dansk politik, men siden 1993 hvor den konservative æra sluttede og medførte et kapløb mod et historisk lavpunkt i 2015 tæt på folketingets spærregrænse, viser at personligheder ikke alene er nok. Med bogen det konservative kollaps tages emnet op og du får med andre ord en fin fortælling fra de mange personligheder og som forsøger at finde isbjerget, som fik de konservative til at synke. 

Inden vi starter på bogen.

Selvom det konservative parti altid har været omgivet af store personligheder (og pengemænd) så har der på det seneste været en større udskiftning i rækkerne og i valgkampen mødte vi mange helt nye navne som tegnede sig for det politiske parti. De havde indenfor det seneste år fået valgt en ny formand, som afløser for Lars Barfoed. Søren Pape Poulsen var blevet skiftet ind som relativt ukendt. Mai Mercado var også et nyt navn der trådte op og Rasmus Jarlov var trådt frem i rækkerne med en spidsplacering i København Omegns Storkreds. Naser Khader var kommet hjem fra USA og havde erklæret sig som konservativ. En masse nye navne på den konservative scene.

En af de helt store kontroversielle personligheder ved folketingsvalget i 2015 var den konservative levemand Mads Holger. For udover flotte kjoler og KU’s smukke, men mindre politisk aktive Nikita og en fatal stop kampagne så udstillede den unge Mads Holger et konservativt parti, som efter mange års nedtur, i fortsat krise.

Han var ungdommeligheden og en fremadstormende og til tider en lidt kæk ung mand, som i sig selv blev billedet og symbolet på en årelang kamp mellem forskellige fløje. Han proklamerede at netop kursen i det politiske var forkert og manglede den sociale dimension. Han foregav at stå som repræsentant for genoplivningen af de bløde konservative ideer, men stod i skarp kontrast til partishopperen Naser Khader, som efter nogle års ophold i staterne og med sig hjem havde fundet inspiration i nogle super neokonservative kredse og fundet nye kræfter til at genopstille for de konservative.

Den konservative kampagne var kørt hårt op og særligt partiets budskab i stop kampagnen var båret af en hardliner kurs som var en udløber af årelange kampe mellem den grønne, familievenlige og empatiske linie og netop den amerikans inspirerede hårde neokonservative linie.

Det knækkede helt sammen for de konservative i valgkampen og på tidspunkter blev snakken om spærrelinien reel for det hårdt prøvede parti. Resultatet blev også nedslående for det ”hæderkronede” parti, men klarede skærende. Efterspillet blev tungt og den unge levemand Mads Holger formåede, ud over at sikre sig en eksklusionstrussel fra de konservative heller ikke at opnå valg og pladsen i kredsen gik til gruppeformanden på Københavns Rådhus, Rasmus Jarlov. Selvom partilinien ikke blev holdt af den unge mand og han dermed også selv tog sit tøj og forlod de konservative hang lyden af en årelang nedtur i luften.

Nedturen er lang og valgkampen alene et symbol på den degenerering af de konservative. Skylden var ikke Mads Holgers eller en skidt valgkamp der hurtigt kom i defensiven med bl.a. begreber, som man ikke rigtig kender til herhjemme. Naser Khaders importerede begreb og budskab  i en mildest tal katastrofal opsætning ”Stop Nazi-Islam-isme” gav anledning til et useriøst billede af de konservative som fortsatte den tvetydige kampagne som ganske vist emmede af hardliner, men knap så meget billede af hvad de konservative i virkeligheden gerne ville og uden klarhed blev den offensive hardliner tilgang til en defensiv.

Det samtidig med et parti som i mange år har døjet med at finde sin kurs og som indenfor det seneste har skiftet mange partiledere, senest med den på daværende tidspunkt relativt ukendte Søren Pape Poulsen som mødte pressen for første gang som afløser for Lars Barfoed d. 7. august 2014, og altså gik i valgkamp med under et år på posten og samtidig havde stærke politikere, som Lene Espersen og Per Stig Møller, Lars Barfoed og Flemming Hansen valgt ikke at opstille.

Alt sammen viste på en og samme gang et tidligere stolt parti i forfald og kollaps.

Tilbage til bogen.

De to journalister Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard giver med deres bog et udmærket syn ind bag gardinet i det konservative parti. Jeg kan godt anbefale bogen, om end den som journalistisk værk og med et journalistisk tilgang ikke dykker så dybt i det politiske og bevæger sig ikke så langt ud fra partiet, som man kunne have håbet.

Omvendt tjener bogen den nysgerrige vælger/læser som godt vil kende til et parti med nogle markante og fremtrædende politikere, som bliver godt skildret i bogen.

Bogen tager os et skridt tilbage i tiden og selv om partiet er et af Danmarks ældste og med sit udspring i et af Danmarks historiens ældstpartier ”Højre”, så starter bogen sin ”analyse” i en af partiets stærkeste perioder under Poul Schlüter, som for mere end 20 år siden netop havde mistet magten som følge af Tamilsagen.

Schlüter havde siden 1974 ført de konservative til en storhedstid som med et højdepunkt på 23,4% af stemmerne sad solidt på statsministermagten efter en stribe gode resultater i slutningen af 70’erne og som i 80’erne endelig rykkede fri af Venstre. Men allerede inden var kimen til den konservative strid fremad.

”For selv om Schlüter lykkedes med meget og blandt andet som sagt leverede det bedste valgresultat i konservativ historie med 23,4 procent ved valget i 1984, så var det også en tid præget af flere forsømmelser. Forsømmelser, som den dag i dag skaber store problemer for partiet.”

Helt præcist finder Pedersen og Aagaard fem kerneproblemstillinger som tegner strukturen for resten af bogen.

1.  Udlændingepolitikken

2.  EU

3.  Splid i partiet

4.  Talentmanglen/-udviklingen

5.  Manglende evne til at følge trends i tiden.

Bogen er nemt og kronologisk bygget op og på pædagogisk vis flyttes man rundt i forskellige events forfatterne får skildret på en god og let måde. Bogen får dog ofte reduceret sig selv til observatørrollen og overlader dermed mikrofonen til de mange interviews man kan forestille sig de to journalister har lagt til grund for bogen og som afspejles i mange gode anekdoter fra det interne liv i og meget tæt på det konservative parti. I stedet savner jeg den kritiske analyse og en mere partiteoretisk dybde og indblik.

Skildringen af Det Konservative Parti slutter af med et interessant interview med nogle af de unge kandidater og politikere.

Troen på at det vender eksisterer ved udgangen af bogen, men det seneste valgresultat viser at at partiet har tilbage, at vise at det stadig har en berettigelse i dansk politik fremadrettet.

En god bog for den, som ønsker en hurtig og let læst ”moderne” introduktion til et af de ældste partier i dansk politik.

Læs bogen! – Før det er for sent, fristes man til at sige.

 

%d bloggers like this: