13 unge danskere er ramt af en busulykke i Thailand. En tragisk ulykke, som må præge mange pårørende til de unge der endnu ikke er kommet hjem. Jeg håber det bedste for både pårørende og skadelidte.

For en uge siden kom min egen ældste datter hjem fra en månedlang tur på rundrejse i Asien og det var en måned med uro i maven, men også med de bedste håb om fantastiske oplevelser for hende. En stor mulighed for at komme ud og opleve verden. Se kulturer, opleve historier og møde andre unge mennesker. Da hun tog afsted – fulgte jeg med på livetracker, da de helt som det nu er skulle forbi flere uroplagede områder.

Det er formentlig samme tilgang, som mange af de pårørende stod med i lufthavnen, da de skulle sende deres poder afsted på en tre måneder lang oplevelsestur. Håbet om at de måtte få en fantastisk tur og forme dem som mennesker. De oplever nu deres værste frygt blive til virkelighed, kan jeg forestille mig. Og jeg kan ikke lade være med at blive en smule berørt.

Tilde kom hjem i god behold og med de skønneste og skønne fortællinger om hendes tur rundt i Laos, Thailand, Cambodja og Viet Nam. Det er en fantastisk måde at rejse på. De havde været 20 unge mennesker, der ikke kendte hinanden, som sammen drog ud på et eventyr og har været så utrolig mange steder, at jeg stadig kan bruge aftenen på at sidde og se på billeder fra deres tur.

Ulykken, som jeg kun kender fra medierne (Artikel i Berlingske om 13 unge i Thailand), står i skærende kontrast til dette eventyr og den glæde som jeg kan mærke at turen har sat sig i Tilde. Turen har samtidig også sat gang i en udlængsel og rejsetrang. Men som hun selv sagde – “det kunne have været mig”, da hun netop havde kigget rejse hos samme selskab, som nu er ramt af en ulykkelig tragedie. Ulykken skaber naturligvis også fokus på om vi som forældre kan gøre mere for at sikre vores unger, når de tager ud på togt i verden? Om selskaberne skal gøre mere for at sikre de unge?

Men til kontrasten gælder det også at der er så mange der rejser ud hvert år og rundt i verdens afkroge og det er mit indtryk at de selskaber der sender vores unge ud på tur har skabt nogle fine og gode afprøvede rammer og koncepter. Sikre kan de aldrig rigtig blive, men det er med de risici der ligger i at tage ud i forskellige dele af verden. En verden der ikke er som herhjemme (hvor ulykker også sker), hvilket jo netop er det der søges udforsket med disse rejser. Her kan vi glæde os over at vi har vores ambassader og et system af både forsikringsselskaber og støttesystemer som træder i kraft og hjælper vores unge mennesker, når uheldet er ude.

Det bliver vigtigt at de centrale aktører omkring den ulykkesramte tur – først og fremmest er med til at sikre forløbet frem til de unge er sikkert kommet hjem igen. Og efterfølgende får evalueret. mange pårørende vil sikker sidde tilbage med den følelse om de kunne have gjort noget, kunne de have sikret deres børn og unge? Hvad kunne de have gjort for at forhindre det hændte? Jeg havde nok gjort det samme. Men der er ikke noget man kunne have gjort – tænker jeg.

Det er skønt at Tilde har fået smag for at komme ud i verden og sætte sig nogle mål. Hun vil gerne på interrail og straks efter hjemkomst er hun trådt tilbage i sit gamle job for at tjene sammen til næste tur. Som forælder glædes jeg over hendes valg og det er jo det eneste jeg kan – at rejse ud er med risiko, men det er klart at begivenheder som netop den seneste her sætter mine psykiske frygt- og forsvarssystemer i gang og alligevel ved jeg, at jeg ingen barrierer kan stille op og må støtte og bakke op om den og sande at jeg ikke kan sikre mine børn mod alle de ulykker som kan ske – kun sætte dem fri og håbe det bedste.

Jeg sender de varmeste tanker til de ulykkesramte og deres pårørende. Det er hjertesskærende, at drømme så pludseligt er ubærligt er brast og fysiske ulykker og skavanker har erstattet de oplevelser som deres valg kunne have givet dem og jeg håber fremtiden kan rette på dette og alle der er i berøring og har en rolle i forhold til de unge mennesker gør alt hvad de kan for at hjælpe!