I går havde jeg formentlig den sidste sag for Retten på Frederiksberg. Jeg har været domsmand i mange år og har haft en del sager af varierende karakter. Det er meget specielt at skulle tage stilling og afgøre skyld- og straf for andre mennesker.

Sagen i går var en sag der tog 8 timer. Til personalets utilfredshed, da retsbetjentene ikke kunne komme hjem og der også var to politibetjente, der måtte skrive lidt overarbejde på. De to betjente sad i retslokalet hele dagen. Set i lyset af at de fleste sager jeg har deltaget i var det således en af de længere og nok også en mere ressourcekrævende en af slagsen.

Til sagen var der en dommer, to domsmænd, en forsvarer, en anklager, en bistandsadvokat, en tolk og en række vidner der alle var berettiget til vidnegodtgørelse.

Typisk tager en sag omkring 3,5 time. Men sagen i går var trods sagens substans af en karakter, der havde mere betydning end en afgørelse af det skete. Så forståeligt at vi skulle vidt omkring og betydningen stor for de implicerede, om end ressourceanvendelsen i sagen var af en betydelig karakter, synes jeg.

Så det er ikke sagen i sig selv, der fik mine tanker på gled. Det er nu mere nogle af de andre mere banale sager jeg har oplevet, der har fået tankerne i gang. For det første var denne sag både aktuel og hurtigt berammet. Det var en vigtig sag for de implicerede. Mange af de andre sager jeg har haft har været af en mere banal karakter. Det kan være chikanesager over trafikanter der er røget i totterne på hinanden fordi en har kørt mod ensretning eller simple tyverier.

Nogle af sagerne har været så gamle at nogle af parterne har haft svært ved at huske hvad dælen der er sket. Det er disse små banale sager som hober sig op i retssystemet og som har store omkostninger for de enkelte og samfundet naturligvis – fordi de optager ressourcer i systemet. Sager jeg mener burde kunne løses uden at der afsættes både dommer, domsmænd og advokater.

For hvad er en straf værd og en afgørelse værd, hvis vi er nået så langt væk – tidsmæssigt – fra forseelsen at man næsten ikke kan huske hvad det er der er hændt. Her er tiden en faktor og skal straf have en betydning skal den komme hurtigt og straffen skal måles ud i forhold til det hændte. Omvendt vil det synes både mærkeligt og besynderligt – hvis der går flere år førend der træffes en afgørelse.

Jeg mødte engang Kaare Traberg Schmidt tilfældigt i Retten på Frederiksberg, der skulle ind som forsvarer i en sag, mens jeg var domsmand i en anden sag. Her drøftede vi netop det her med dels sagsmængden af småsager og de ressourcer der anvendes på dem, som faktisk implicit også går fra de store og omfattende sager.

Vi var enige om at man burde indføre en “banalitetsgrænse” i vores strafbehandlingssystem. Ikke for at gøre flere ting straffrie, men for at indføre en form for hurtig “ressourcevenlig” domsbehandling evt. i forlængelse af grundlovsforhøret, hvor sager kan afgøres af en dommer hurtigt og med det samme. Her kunne udmåles eksempelvis samfundstjeneste (hvad du har forårsaget skal du rydde op igen) og fodlænkeordning ved mindre forseelser efter straffeloven. Såfremt at straffen accepteres eksekveres straffen. Det skal naturligvis være muligt, at anke sagen og denne vil så gå ind i den almindelige proces (uden begrænsninger). Dommeren skal naturligvis også have mulighed for – ved evt. tvivl om skyldsspørgsmålet – at sende sagen videre i en almindelig proces.

Derudover er straf – måske ikke altid – den bedste løsning. I nogle af de sager jeg har haft vil jeg mene at striden mellem parterne havde været bedre løst med en konfliktmægler end igennem retssystemet. På denne kant kan vi også arbejde videre med vores opfattelse af hvad straf egentlig skal have af betydning og hvorfor straf – istedet for at få udredt og løst mellemværende mellem mennesker. Det er på nogle områder, som eksempelvis småtvister mellem mennesker – meget voldsomt med de følger domme kan have.

I min optik er retssystemet fint, men det er vigtigt at holde sig for øje, at det også er et system som folk slår sig på og måske også med større betydning end gerningerne måske med rimelighed bør have. At vi som mennesker tillægger domstolen som afgører af “retfærdighed” er måske et levn, som vi måske på en mildere form vil kunne arbejde videre med i større omfang.

Vi skal huske at “retfærdighed” og “ret” er nogle subjektive følelser, som fylder meget for os, men at det formentlig også kan kunne arbejdes med i et mindre omfattende system – end retssystemet også når det kommer til “straffelovsovertrædelser”.

Nuvel det var formentlig min sidste sag i byretten og for næste år vil turen gå til retsmøder i landsretten.